FortConsult Ydelser PCI Kunder Artikler Presse Job Kontakt os
Kundetilfredshed:
Giv kunderne succes.
Prioriter høj kvalitet og service til kunderne så de er tilfredse og føler sig godt behandlet.
Klar besked:
Vær ærlig og direkte.
Sørg for, at dine kunder og kolleger er klar over, hvad du mener, så vi ved, hvor vi har hinanden.
For teamets bedste:
Gå forrest.
Tag ansvar på teamets vegne, overhold dine aftaler og forpligtelser, og giv dine kolleger den nødvendige assistance og information.
FortConsults arbejdsmiljø kan først og fremmest karakteriseres som meget fagligt med mange udfordrende og dybdegående arbejdsopgaver af teknisk karakter.
 
Kvalificeret sparring
Da vi har Skandinaviens største faglige arbejdsmiljø koncentreret omkring teknisk it-sikkerhed, og de fleste af vores it-sikkerhedskonsulenter har mange års erfaring, byder dagligdagen i FortConsult på rige muligheder for at udveksle sikkerhedsmæssige erfaringer og diskutere komplicerede tekniske problemstillinger med kolleger, der arbejder med det samme som én selv.

Både nyansatte med og uden mange års sikkerhedsmæssig erfaring kan lære en masse nyt om it-sikkerhed eller udvide deres eksisterende viden på området ved at blive en del af vores travle og entusiastiske team.
 
Mulighed for at gå i dybden
Vores kunder er meget sikkerhedsbevidste og stiller store krav til deres samarbejdspartner inden for teknisk it-sikkerhed. Derfor indebærer de fleste af vores arbejdsopgaver, at vi går meget i dybden med de tekniske problemstillinger, samtidig med at vi bevarer overblikket, så vi sikrer, at vi ikke overser noget.
 
Tid til research og videreudvikling
Da mange af vores kunder har indgået længerevarende samarbejdsaftaler med os, har vi god mulighed for at planlægge vores arbejde. Som regel er vores såkaldte "udnyttelse af leveringskapaciteten" på næsten 100 procent. Ud over levering bruger vi en del tid på research af nye sårbarheder og videreudvikling af vores arbejdsprocesser, testværktøjer og sårbarhedsdatabaser. Tid som afsættes på forhånd, så vi sikrer at vores ydelser til enhver tid er up-to-date, og vi kan leve op til vores målsætning om at levere markedets højeste kvalitet inden for it-sikkerhed.
 
Attraktive udviklingsmuligheder
Den videre udvikling af vores medarbejdere og deres kompetencer er en af FortConsults absolutte hovedprioriteter, idet vi både nu og i fremtiden ønsker at beskæftige Skandinaviens bedste it-sikkerhedsfolk. Da vores succes afhænger af, at vi har de bedste kompetencer og den mest omfattende viden inden for teknisk it-sikkerhed, udarbejder vi detaljerede uddannelsesplaner både for eksisterende og nye medarbejdere.
 
Individuelle uddannelsesplaner
Hver enkelt medarbejder får lagt en uddannelsesplan, som fokuserer på at udvikle eller skærpe de kompetencer, som ligger inden for medarbejderens fagområder. Denne form for uddannelse kan bestå af udenlandske it-sikkerhedsuddannelser som fx certificeringsuddannelserne CISSP, SANS .NET og GSNA, PCI-træning af VISA i London, sikkerhedskonferencerne BlackHat og Shmoocon eller træning i brugen af testværktøjer som fx WebInspect, AppScan, Foundstone og Canvas. Også generelle uddannelser som fx projektledelse eller præsentationsteknik kan være inkluderet.
 
Intern træning
Som medlem af Skandinaviens største gruppe af it-sikkerhedstestere har man adgang til daglig sparring med nogle af Danmarks mest vidende og erfarne it-sikkerhedsfolk. Ud over den løbende vindensdeling som udspringer fra de forskelligartede opgaver, vi løser for vores kunder, og som foregår uformelt mellem medarbejderne, arrangerer vi med jævne mellemrum intern træning, hvor it-sikkerhedskonsulenterne på skift underviser deres kolleger i relevante emner inden for deres egen spidskompetence. Eller vi trækker eksterne it-sikkerhedseksperter ind fra Danmark eller udlandet for at undervise i emner, som de har særlige kompetencer indenfor.
 
Yderligere uddannelsesønsker
De medarbejdere, der ønsker at uddanne sig ud over aktiviteterne aftalt i uddannelsesplanen, kan få dækket alle omkostningerne til relevante it-sikkerhedsuddannelser, som de ønsker at tage uden for normal arbejdstid. FortConsult refunderer eksempelvis kursusafgifter, materialer samt rejse- og opholdsudgifter.
 
Nye medarbejdere
Alle nye medarbejdere gennemgår et omfattende introduktionsprogram, hvor FortConsults nøglemedarbejdere gennemgår virksomhedens grundlæggende funktioner, ydelser, værdier, arbejdsprocesser, -metodikker og -værktøjer. Og hvor de nye medarbejdere opnår yderligere detaljeret viden om netop deres jobfunktion fra deres nærmeste kolleger.
 
Medarbejdere, som har en masse at lære
For nye medarbejdere, som brænder for it-sikkerhed, men som mangler tilstrækkelig erfaring, har vi opbygget et langvarigt træningsforløb, som de skal følge, inden de slippes løs på egen hånd over for kunderne. Træningsforløbet består dels af en teoretisk del, hvor FortConsults erfarne it-sikkerhedskonsulenter gennemgår teorier og arbejdsmetoder og en mere praktisk del, hvor den nye medarbejder følger en eller flere erfarne it-sikkerhedskonsulenter i deres daglige arbejde.
 
Vores værdier
I FortConsult arbejder vi efter tre grundlæggende værdier, som er inkorporeret i vores arbejdsmetoder og den måde, vi omgås hinanden på. Helt overordnet lægger vi vægt på at samarbejde på lige fod, så vi leverer de bedst mulige resultater og den højest mulige service til vores kunder. Måden, vi gør det på, er ved at tale direkte til hinanden og til vores kunder, så de får klar besked, og vi samtidig, internt i FortConsult, ved, hvor vi har hinanden.

Du kan læse mere om vores værdier i boksen til venstre her på siden.
 
Familievenlig arbejdsplads
Vi bestræber os på at være en meget fleksibel og familievenlig arbejdsplads. En stor del af vores medarbejdere har mindre børn, og derfor er der stor frihed til, at man kan arbejde, når og hvor man ønsker det. Vi har flekstid inden for tidsrummet 8 og 18 og gode hjemmearbejdsmuligheder.

Selv om vi har travlt, går de fleste af vores medarbejdere til tiden næsten alle dage, hvilket er fuldt ud accepteret af ledelsen.
 
Internationalt miljø
Vi rekrutterer ikke kun medarbejdere fra Danmark. Er man udlænding eller har boet i udlandet i flere år, er det ikke nogen hindring - i mange tilfælde er det ligefrem et plus. Vores nuværende team af it-sikkerhedskonsulenter består blandt andet af en medarbejder med græsk, en med hollandsk, en med belgisk og en med sydafrikansk oprindelse og to svenskere, der bor i Malmø.

For de medarbejdere, som har lyst til at rejse, er der rig lejlighed til at løse opgaver for vores danske kunder, som har afdelinger i udlandet eller for vores voksende gruppe af internationale kunder, primært inden for Europas grænser.
 
Gennemsnitsalder på 35 år
FortConsults medarbejdere har en gennemsnitsalder på 35 år. Heraf er et mindre antal yngre medarbejdere, som vi vil få flere af, i takt med at vi ansætter flere folk, som først skal igennem vores omfattende træningsforløb, inden de kan fungere selvstændigt som sikkerhedskonsulenter.
 
Lokaler
Vores lokaler er lyse og dejlige med nye vinduer, hæve/sænke-skriveborde og ergonomiske skrivebordsstole. Vi bor centralt i København NV og har derfor kort transporttid til og fra de fleste af vores kunder i Storkøbenhavn.
 
Løn
FortConsult tilbyder en attraktiv lønpakke, som svarer til markedsniveauet, og som hvert år reguleres i henhold til den enkelte medarbejders individuelle præstation.

I tilfælde af at man arbejder over for at løse opgaver for kunderne, modtager man overarbejdsbetaling.

Herudover har alle medarbejdere en attraktiv pensions- og sundhedsordning, som blandt andet inkluderer fri behandling på privathospitaler i tilfælde af sygdom, forebyggende besøg hos kiropraktor, livsforsikring og erhvervsskadesforsikring.
Lærer mange nye ting
"FortConsult er en teknisk spændende arbejdsplads, hvor beslutnings- processen er kort, og medarbejderne har stor indflydelse på virksomhedens udvikling."
>> Læs mere

Roel Schouten, it-sikkerhedskonsulent

udskriv